De valgte selv forberedelsen

Det er ikke nogen traditionel selvfølge længere at unge indskrives til konfirmandundervisning. Det bekræfter samtalen med fire unge fra Sønderbro skole, der har påbegyndt forberedelse ved Markuskirken. De sagde ja til at deltage i et lille interview om at gå til præst. Alle kunne fortælle, at ”det var noget de selv havde fået lov at vælge” – med forældres opbakning. ”Men det var også helt i orden, hvis vi ikke ville. Det er godt at vi unge kan få lov at vælge i frihed”, lød det hen over bordet, hvor vi var samlet. De fire glæder sig meget til forløbet og håber på at få noget mere at vide om kristendommen, samtidig med at det også gerne må være sjovt.
  • ”Det er godt når vi bruger bøger, hvor der både er store billeder og tekst. Det giver indblik på en ny både. Jeg har prøvet at læse noget i den ”rigtige” bibel, og det kørte jeg hurtigt træt i”, siger én af drengene.
  • "Det ville også være godt, hvis vi kan få lov til at røre os, så vi ikke skal sidde stille hele tiden – lidt i stil med reformen i skolen", lyder en anden kommentar.
Alle fire er enige om, at kirken er et spændende og stort rum, som de ser frem til at gå mere på opdagelse i. Her er de fire samlet ved alteret, fra venstre er det Ida, Julie, Victor og Simon. 



 

Tilbage til forsiden - Nyhedsarkiv